Dansk kaptajns liv er kuldsejlet efter 838 dage som gidsel

Dansk-chileneren Eddy Lopéz kom hjem som en stærk kaptajn efter to år, tre måneder og 18 dage som gidsel hos somaliske pirater. I dag er hans liv kuldsejlet.

I et åbenhjertigt interview med Berlingske Søndag - det første avisinterview siden han blev frigivet den 30. april i år - fortæller han, at det personligt har kostet ham dyrt, og at han er bitter over, at 838 dage blev stjålet af hans liv.

- De første tre-fire måneder var dejlige. Vi var glade alle sammen. Jeg skulle indhente mange ting, som jeg var gået glip af med min kone og mine børn. Men oplevelserne i Somalia har indhentet mig.

- De sidste to måneder er det gået ned ad bakke for mig, siger Eddy Lopez til Berlingske Søndag.

Eddy Lopéz har fået konstateret posttraumatisk stressyndrom.

- For 14 dage siden flyttede min kone og jeg fra hinanden, og vi er separerede lige nu. Drengene bor hos hende. Vi arbejder på at flytte sammen igen og få det til at fungere. Men man kan ikke bare viske sådan et ophold væk, siger Eddy Lopéz.

Kaptajnen blev fyret af rederiet, og er nu på sygedagpenge, mens han prøver at få en hverdag til at fungere hjemme i Chile. Han fortæller, at hans humør svinger, han har mareridt, og at han vågner og græder om natten.

Ved sin hjemkomst klagede Eddy Lopéz til Pressenævnet, fordi han følte sig krænket over den måde, Ekstra Bladet og TV2 havde udstillet ham på, mens han var gidsel.

Det blev en sejr for Eddy Lopéz. De to medier fik pressehistorisk alvorlig kritik af Pressenævnet, som dermed fik belyst pressens rolle.

Men hverken myndighedernes eller rederiet Shipcrafts rolle i sagen er blevet belyst, og Udenrigsministeriet har mørkelagt hele forløbet. Hvorfor forhandlingerne strandede, og hvorfor de seks søfolks gidseltagning skulle slå alle rekorder, bliver næppe nogensinde fuldt belyst.

Eddy Lopéz var kaptajn på coasteren Leopard, da bevæbnede somaliske pirater den 12. januar 2011 angreb skibet og kidnappede besætningen på i alt seks mand, herunder to danskere.

Gidseltagningen af Eddy Lopez, Søren Lyngbjørn og de fire filippinske kolleger fra den danske coaster blev en af danmarkshistoriens længste.

/ritzau/

Dagens Gossip