Dansk kvindefodboldtræner forlænger med svenske mestre

Skrevet af admin

15/12/2015

Mest læste i dag

Jack Majgaard kom denne sommer til FC Rosengård som en midlertidig løsning. Men tirsdag har den tidligere Lyngby-træner skrevet under på en treårig kontrakt efter at have ført Rosengård til guldet og kvalificeret dem til Champions League.

Danskeren er glad for, at han nu har fået fremtiden på plads.

- Det føles godt. Det er vigtigt med kontinuitet i trænersædet. Der har nok været byttet for meget ud på pladsen, siger den 42-årige dansker til Sydsvenskan.

Svenskernes tidligere træner Markus Tilly stoppede som følge af sygdom, inden Jack Majgaard tog over.

Majgaard har hele tiden ønsket at forlænge med de svenske mestre, men da han havde to år tilbage af sin kontrakt med Lyngby, har det taget tid at finde en løsning.

- Det har taget længere tid at løse, end jeg troede, men jeg er glad for, vi er kommet til overensstemmelse med Lyngby, hvor jeg havde to år tilbage, siger Jack Majgaard.

- Nu kan jeg for alvor begynde arbejdet. Jeg kan påvirke helheden mere, og kan tage mere ansvar for ungdomsarbejdet.

- Da jeg kom til i sommeren, fik vi ikke tid til at kende hinanden, men der findes gode muligheder for at udvikle holdet nu, siger Jack Majgaard.

Han skal nu i gang med forberedelserne til, at FC Rosengård skal møde tyske Frankfurt i Champions League til marts.

Jack Majgaard var træner i Lyngby fra 2009 til 2015. De første fire år var som assistent, inden han overtog styringen med de blå i 2013.

/ritzau/