Dansk kvindegolfer stormer mod tourmedlemskab

Skrevet af admin

19/12/2015

Dagens topnyheder

Den kvindelige danske golfspiller Daisy Nielsen er godt på vej mod en fast plads på næste års Ladies European Tour.

Ved kvalifikationsturneringen Lalla Aicha Tour School Final Qualifying i Marokko ligger danskeren på en delt andenplads efter to runder i ti slag under par.

Endnu vigtigere er det, at hun ligger godt til i kampen om at være blandt de 30 bedste spillere i turneringen, der som præmie får fuldt medlemskab af næste års tour.

Aktuelt er hun otte slag foran den gruppe af spillere, som deler 29.-pladsen.

Anden runde gik Daisy Nielsen i seks slag under par efter en eagle, fem birdies og en bogey.

Turneringen afgøres modsat de fleste andre golfturneringer over fem runder. 115 golfspillere deltager i turneringen, men kun de 60 bedste får lov til at stille op i den afgørende femte runde tirsdag.

/ritzau/