Dansk landsholdsspiller på vej til Qatar

Håndboldlandsholdsspilleren Nikolaj Markussen havde egentlig kontrakt med spanske Atlético Madrid frem til sommeren 2015.

Men den 212 centimeter høje dansker er ikke med, når spanierne i næste måned spiller Champions League mod Barcelona.

Han skifter med omgående virkning til El Jaish Sports Club i Qatar, hvor han skal spille de næste 15 måneder.

Og selv om håndbolden befinder sig på et langt lavere niveau i oliestaten, er skiftet væk fra den økonomisk hårdt trængte spanske storklub den bedst mulige løsning for Nikolaj Markussen, siger hans agent, Christian Henriksen.

- Det har været en meget turbulent og kaotisk tid for Nikolaj i Atlético Madrid, og fremtidsudsigterne var ikke for gode.

- Rigtig mange af de store stjerner smutter fra holdet. Klubben var på vej i den forkerte retning, siger agenten.

Nikolaj Markussen bliver en af hovedpersonerne i en håndboldsatsning frem mod VM i 2015 i Qatar, men han har sikret sig fri til alle landsholdsopgaver for Danmark.

- Han har fået rigtig gunstige vilkår i forhold til landsholdet. I december måned kan han for eksempel træne med en dansk klub.

- Det kommer også til at gavne hans krop, at han kan tage et år ud af kalenderen og virkelig kan bygge fysikken op.

- Vi kommer til at se en knivskarp Nikolaj Markussen til EM i Danmark til januar, det er jeg sikker på, siger Christian Henriksen.

Han vil ikke fortælle om økonomien i aftalen, men tør dog godt sige, at Markussen får en bedre løn end i Spanien.

- Det har været vigtigt for dem at hente en verdensstjerne på toppen af sin karriere. Derfor sker det også på helt fantastiske vilkår, siger Christian Henriksen.

Planen er, at Nikolaj Markussen allerede får debut for sin nye klub torsdag aften, hvor El Jaish Sports Club møder Lakhwiya Sports Club, der har den tidligere AG København-spiller Olafur Stefansson på holdet.

Allerede for lidt mere end et år siden forsøgte folk fra Qatar at hente Markussen til landet.

Tanken var, at Markussen skulle skifte statsborgerskab, så han kunne repræsentere Qatar ved VM i 2015, men dengang sagde han nej.

Der er ingen krav om nyt statsborgerskab i den aftale, han har indgået med El Jaish Sports Club.

/ritzau/

Dagens Gossip