Dansk landstræner får debutsejr mod Norge

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Norge var favorit til at vinde fredagens venskabskamp mod Danmark i Stavanger. Men de danske ishockeyherrer vandt overraskende en målrig kamp i Stavanger med 4-3.

Dermed fik den nyansatte landstræner Jan Karlsson en perfekt debut, da det var "Jannes" første kamp i spidsen for de rød-hvide tropper.

Der var samtidig tale om en sjælden dansk sejr, da det var første gang, at Danmark vinder over Norge siden VM i 2002.

Kampen var meget jævnbyrdig, og første periode af kampen endte med fire scoringer - to til hvert hold - så det stod 2-2 efter de første 20 minutter.

I anden periode formåede ingen af holdene at score, så arvefjendeopgøret skulle afgøres i den tredje og sidste periode.

Her begyndte Norge bedst og kom foran med 3-2, inden danskerne svarede flot igen. Først udlignede anfører Morten Madsen til 3-3 på et oplæg af Julian Jakobsen.

Nichlas Hardt blev matchvinder med målet til 4-3, og i de sidste næsten ni minutter af kampen holdt Danmark flot stand.

Norge og Danmark spiller endnu en testkamp i Stavanger lørdag.

/ritzau/