Dansk landstræner frygtede at VM blev aflyst

Regnen silede ned over rytterne stort set hele dagen, under årets verdensmesterskab i landevejsløb i Firenze. Da lyn og torden også tog fat, og rytterne begyndte at styrte på kryds og tværs for derefter at udgå, troede Danmarks landstræner, Lars Bonde, at det var slut.

- Det var et fuldstændig sindssygt løb. Jeg har set regnbyger i rigtigt mange cykelløb, men jeg har aldrig set så meget vand falde på så kort tid, og så også med lyn og torden. På et tidspunkt frygtede jeg, at de ville neutralisere eller aflyse løbet, for det var simpelthen sindssygt derude. Der var så mange styrt uafhængigt af hinanden. Folk lå og rodede rundt. Det var helt vildt, sagde Lars Bonde efter løbet. 

Løbet fortsatte, men 147 ryttere udgik undervejs på grund af løbets hårde vilkår. Lars Bonde forudser, at det bliver et VM, som man kommer til at tale om de næste mange år.

- Det er med til at få folk til at huske det her VM. Os gamle hoveder, der følger med, vi husker også VM i 1993 i Oslo, hvor det er også regnede helt vildt. Det her VM i Firenze, vil blive husket for lyn, torden og sindssygt vejr. Det er jo også meget skægt.

Løbet blev vundet af portugiseren Rui Costa foran Joaquin Rodriguez og Alejandro Valverde fra Spanien. Da finalen blev kørt måtte Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen give op. Alligevel er Lars Bonde tilfreds med holdets kørsel.

- Jeg synes, at det er absolut godkendt. Vi mister Matti ret hurtigt, men alle hold mistede ryttere hele tiden. Vi sad i bil med Irland, og de mistede Nicolas Roche og Dan Martin med det samme.

- Jeg synes, at Chris gør det fantastisk. Han kommer tilbage otte-ti gange. Og Jakob sidder som han skal, men vores ryttere mangler det punch, som man skal have i sådan et løb. 

Dagens Gossip