Dansk landstræner: Helt vildt vi vandt til sidst

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

Det danske herrelandshold er stadig med i kampen om at blive verdens bedste, når badmintonholdet søndag spiller finale ved Thomas Cup.

Det står klart efter præstationen i fredagens semifinale mod Malaysia, hvor Danmark var bagud med 0-2 i kampe, men vandt 3-2.

Danmark fik en ærgerlig start på kampen med nederlag til både Viktor Axelsen og herredoublen Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen.

- Jeg troede, vi skulle have vundet en af de to første kampe for at vinde holdkampen, så det er helt vildt, at vi vandt til sidst.

- Alle gør absolut alt for hinanden, og vi kæmpede til det sidste, siger landstræner Lars Uhre til Badminton Danmark.

Emil Holst, som erstattede en skadet Jan Ø. Jørgensen, vandt den afgørende femte kamp.

- Det var jo en enestående præstation af Emil. Han var selvfølgelig nervøs, for det var hans første kamp på det her niveau.

- Han kommer ikke under større pres end i en slutspilskamp ved Thomas Cup, så det er rigtig god erfaring for ham, som han kan tage med videre, siger Lars Uhre.

Ud over Emil Holst vandt Hans-Kristian Vittinghus samt herredoublen Kim Astrup og Anders Skaarup også deres kampe.

- Vi kæmpede hele tiden, fordi vi vidste, der var en chance for, at vi kunne slå Malaysia. Vi vidste, at vi havde mulighederne for at slå til, så vi skulle holde os klar hele tiden, siger Lars Uhre.

Det danske herrelandshold spiller Thomas Cup-finale mod Indonesien søndag klokken 13 dansk tid.

/ritzau/