Dansk Le Mans-tragedie

Den værst tænkelige tragedie ramte i går dansk motorsport. Racerkøreren Allan Simonsen mistede livet blot ni minutter efter, at det legendariske 24-timersløb blev sat i gang klokken 15.00.

Ulykken, der endte med at koste den 34-årige racerkører livet, skete ved udgangen af Tertre Rouge-svinget på løbet fjerde omgang. Her tabte Allan Simonsen kontrollen over sin Aston Martin, der pludselig hamrede ind i barrieren. Det er endnu uklart, hvad der fik Allan Simonsens racer til at kurre af banen, men på de efterfølgende TV-billeder så det ud, som om bilens baghjul gled på de glatte kantsten, som danskeren måske var kommet for langt ud på. I stedet for at styre bilen ind i den foranliggende højrekurve slog forenden på Simonsens Aston Martin ud til venstre og kurerede ind i det blotlagte autoværn i høj fart.

Allan Simonsens bil ramte barrieren med siden til, og kollisionen var så kraftig, at bilen fik begge revet døre, vinduer og flere hjul af. Den anslåede fart på dette sted af banen ligger på omkring 200 kilometer i timen, hvor kørerne herefter normalt fortsætter lige ud på den hurtige Mulsanne-langside. I pitten så Allan Simonsens danske holdkammerater i Aston Martin nr. 95, Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard, forfærdede til, hvorefter TV-billederne skiftede væk fra teamets garage. Rednings- og ambulancefolk ankom kort efter ulykke til Allan Simonsens Aston Martin. Her lød de første meldinger på, at den danskerens var ved bevidsthed, da han blev fragtet væk fra banen i en ambulance.

Men frygten for, at noget var fuldkommen galt, steg, da der to timer efter ulykken stadig ikke var nyt om Allan Simonsens tilstand. Klokken 17.40 forlød det pludselig, at Le Mans’ officielle presseafdeling ville komme med en kort udtalelse om ulykken, Og klokken 18.00 kom den tragiske besked så. Allan Simonsen havde mistet livet på grund af de kvæstelser, han pådrog sig ved kollisionen i den første dødsulykke i Le Mans siden 1997.

Kolleger i chok

Nyheden skabte sorg blandt Allan Simonsens danske kolleger.

»Lige da jeg hørte det, blev jeg ramt af tomhed. Jeg sad bare og gloede et par minutter ud i luften. Det kunne bare ikke passe,« fortæller tidligere gokart- og Formel Ford-kører Jason Watt til Berlingske.

»Det er ikke så længe siden, jeg mødte hans kæreste gennem en fælles bekendt. Hun sad så glad og fortalte om deres lille datter. Det er så meningsløst, at hun skal sidde tilbage,« fortsætter en rystet Watt, der tilbage i 2000 selv var offer for en grim ulykke, som efterlod ham lam i begge ben.

Også Allan Simonsens ven og kollega Ronnie Bremer sidder tilbage i en tilstand af chok. Han kendte Allan Simonsen i mere end 20 år – helt tilbage fra gokartdagene.

»Det stikker dybt. Han har jo kone og børn. Det er sgu ikke fedt,« fortæller Bremer, der fik overdraget dem tragiske nyhed ved et storstilet Le Mans-arrangement i Herning.

Kendte risikoen

Allan Simonsen var selv klar over, at han dyrkede en farlig sport.

»Risikoen for at komme til skade eller dét, der er værre, er noget, der ligger i baghovedet, men når man kører så mange løb, som jeg gør, er det ikke noget, man tænker på til daglig,« sagde han sidste år i bogen Racing uden filter’.

Selv om Allan Simonsen bedre end så mange andre racerkørere kendte risikoen ved racing, var han aldrig i tvivl om, at han som professionel racerkører havde fundet sit ønskejob, og den danske racerkører var også bevidst om at sikkerheden i verdens farligste sport hele tiden skal forbedres.

»Jeg er glad for, at jeg kører race i dag og ikke for 40 år siden. Bilerne er bare blevet så meget sikrere,« sagde Allan Simonsen i bogen.

Selv ikke en moderne Aston Martin med optimal sikkerhed kunne dog i går redde den 34-årige dansker.

Trods den tragiske ulykke besluttede løbsarrangørerne bag Le Mans besluttede i går at fortsætte det franske 24-timersløb.

Dagens Gossip

Dagens TV