Dansk målmand afværgede bombardement i NHL

Anaheim Ducks' Frederik Andersen var den eneste af NHL-danskerne, der kunne synge sejrssang efter nattens runde i den nordamerikanske hockeyliga.

Den danske målmand fik lov at slide for sin hyre, da hans hold overvandt Carolina Hurricanes med 5-3.

Den 24-årige herningenser lavede ikke mindre end 49 redninger og forlod isen med en redningsprocent på 94,2.

Jannik Hansen havde næstsidste hockeystav på pucken, da Vancouver Canucks' Jason Garrison bragte holdet på 1-0 efter knap fem minutters spil mod Ottawa Senators.

Selv om danskerholdet også kom på 2-0, holdt det ikke hjem mod Ottawa, der vandt 4-2.

Samme skæbne led Frans Nielsens New York Islanders, der i hjemmekampen mod Florida Panthers kom foran med 2-0 men tabte med 3-5. Danskeren leverede assisten til Islanders' andet mål.

/ritzau/

Dagens Gossip