Dansk målmand og USA banker Tottenham

Skrevet af admin

30/07/2015

Mest læste i dag

Den tidligere Randers-målmand David Ousted fik en halvleg, da et All Star-hold fra den amerikanske MLS-liga sent onsdag vandt 2-1 over Tottenham i en testkamp i Commerce City nær Denver i Colorado onsdag.

Danskeren, som spiller for Vancouver Whitecaps i den bedste nordamerikanske fodboldrække, kom på banen fra anden halvlegs start, da All Star-holdet optrådte med helt ny besætning.

Da var stillingen allerede 2-1. Brasilianeren Kaka havde bragt MLS-holdet foran 1-0 på straffespark efter 20 minutter. Tottenhams Nacer Chadli blev dømt for at tage bolden med hånden og Kaka, som spiller for Orlando i Florida, omsatte den store chance til scoring.

Syv minutter senere leverede Kaka den målgivende aflevering til den tidligere Barcelona-stjerne David Villa. Spanieren med et hav af landskampe på cv'et, spiller til dagligt i New York.

Harry Kane reducerede for Tottenham kort før pausen.

Christian Eriksen spillede første halvleg for Tottenham, men viste ikke de store prøver på sit talent.

MLS-holdet meldes som det klart bedste i første halvleg, men overlod initiativet til Tottenham efter pausen. Alligevel havde London-holdet ingen større chancer, som for alvor udfordrede David Ousted i amerikanernes mål.

Spillerne fra de amerikanske klubber returnerer straks til deres klubber for at genoptage sæsonen i weekenden, mens Tottenham skal hjem og gøre klar til sæsonstarten i Premier League.

/ritzau/