Dansk målmand scorer sjældent mål

At det ikke er noget, der sker hver dag, understreges af, at NHL-stjernen Khudobin og Georg Sørensen er de eneste ishockeymålmænd, der nogensinde har scoret for deres hold i en VM-slutrunde.

Anton Khudobins målmandsscoring faldt i 2004, da han deltog ved A-VM for U18-spillere, og også Georg Sørensens mål faldt i U18-sammenhæng, da han tirsdag ved det igangværende B-VM for U18-spillere scorede til 5-1 for Danmark mod Frankrig.

Målet faldt 25 sekunder før tid, da Frankrig med en mand i overtal ved stillingen 4-1 til danskerne valgte at erstatte målmanden med en ekstra markspiller. Pucken endte bag det danske mål, hvor Georg Sørensen fik fat i den sorte gummiskive og vippede den ned i det tomme franske mål.

Hele den danske lejr brød ud i vild jubel, som havde Danmark vundet mesterskabet, og Georg Sørensen selv havde svært ved at fatte, hvad der var sket.

- Det var uvirkeligt, men også ekstremt cool, sagde Georg Sørensen efterfølgende til www.iihf.com.

Det var den danske målmands første scoring nogensinde, men han erkendte, at tanken om at score opstod, da Frankrig satsede.

- Frankrig fik et powerplay og tog en timeout. Der begyndte jeg at tænke, at hvis de tog deres målmand ud, og vi vandt faceoffen, ville jeg måske tage chancen, sagde Georg Sørensen.

Ønskescenariet gik i opfyldelse. Og Herning-målmanden greb chancen.

- Det rykker i fingrene på de fleste målmænd, når modstanderen tager sin keeper ud, erkendte den 17-årige dansker, der blev valgt til man of the match, fordi han ud over sit mål også præsterede 30 redninger i kampen mod franskmændene.

Med tanke på at Anton Khudobins mål i 2004 blev fulgt op af en karriere i NHL, blev Georg Sørensen spurgt, om han også ser en lignende fremtid for sig selv. Men så langt rækker drømmen endnu ikke for Herningmålmanden.

- Min drøm er at komme så langt som muligt, og jeg håber, at jeg en dag kan spille ishockey på fuld tid. Jeg har dog ingen specifikke planer for næste sæson, men bekymrer mig heller ikke om det lige nu. Mit fokus er udelukkende på dette mesterskab, sagde Georg Sørensen til www.iihf.com.

Danmark kæmper ved B-VM om oprykning til øverste række og efter sejre over Frankrig og Hviderusland lever drømmen stadig i bedste velgående.

 

 

 

Dagens Gossip