Dansk målmandstalent bliver kollega med Schmeichel

Skrevet af admin

29/01/2016

Mest læste i dag

Esbjergs 18-årige målmandstalent Daniel Iversen skifter til Premier Leagues tophold, Leicester, hvor han bliver kollega med landsmanden Kasper Schmeichel.

Det bekræfter Esbjerg fredag.

- Det er en kæmpedrøm, der går i opfyldelse for mig, og jeg kan næsten ikke fatte det, fordi det hele er gået så hurtigt de seneste dage, siger Iversen til Esbjergs hjemmeside.

- Jeg skal i dagligdagen træne med Kasper Schmeichel og de andre målmænd i førsteholdstruppen og skal spille på Leicesters U21-hold de næste par år.

- Derefter skal jeg nok lejes ud, så jeg kan blive klar til at spille i Premier League, som jeg går 100 procent efter, forklarer han.

Den vestjyske klub lægger ikke skjul på, at man gerne havde beholdt den 18-årige målmand, man forstår samtidig godt Daniel Iversens valg.

- Det er ikke så ofte, danske spillere skifter til en Premier League-klub, og i Daniels tilfælde er det endog til topholdet i England. Vi har hele tiden vidst, at han er et stort talent, og at han har tilsvarende ambitioner, siger Esbjergs sportschef, Niels Erik Søndergård.

Daniel Iversen har skrevet en kontrakt med den engelske klub til 2019.

Tidligere i januar var Leicester også på indkøb i Danmark, da man hentede FC Københavns ghaneser Daniel Amartey.

/ritzau/