Dansk målscorer forudser stor fremtid for landsholdet

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

Danmarks unge fløjspiller Yussuf Poulsen startede inde i tirsdagens afgørende kamp mod Sverige og kom også på måltavlen i kampens døende minutter.

Det var dog ikke nok til at ændre på et samlet 3-4-nederlag i playoffkampene mod svenskerne, der nu kan drage til EM i Frankrig på bekostning af Danmark.

Yussuf Poulsen spår dog alligevel en stor fremtid for det danske landshold.

- Jeg tror meget på, at vi kan forbedre os rigtig meget de kommende år. Der kommer nogle spillere, som har rigtig høj kvalitet, siger 21-årige Yussuf Poulsen.

Han vurderer, at det er positivt, at der er mange unge spillere, der har fået erfaring fra den netop afsluttede EM-kvalifikation.

- Der er rigtig mange unge spillere, der har fået chancen og har spillet flere kampe. Det, tror jeg, lover rigtig godt for fremtiden.

På trods af aftenens nederlag beskriver Yussuf Poulsen kampen som en af de største oplevelser i sin karriere. Han ærgrer sig dog over, at marginalerne ikke har været på danskernes side i de afgørende playoffkampe.

- Vi er gode i forsvaret, vi er gode i det opbyggende spil, og vi kommer frem til en masse chancer. Vi sparker bare ikke lortet ind, og jeg synes også, at vi er helt vildt uheldige, siger han.

Han henviser blandt andet til en situation i starten af tirsdagens kamp, hvor en svensk forsvarsspiller var utrolig tæt på at score selvmål.

- Han gled og fik bolden sparket op på overliggeren. Hvis vi kom foran 1-0 der, så havde det været en helt anden kamp. Vi har bare været uheldige i store dele af kvalifikationen.

- Men det er selvfølgelig også, fordi vi mangler skarphed. Vi skal blive bedre og skarpere på den sidste aflevering og den sidste afslutning, lyder det fra Yussuf Poulsen.

Yussuf Poulsen er holdkammerat med Emil Forsberg, der scorede svenskernes 1-0-mål i den første playoffkamp. De spiller begge i tyske RB Leipzig.

/ritzau/