Dansk magasinbranche i frit fald

Det viser en oversigt fra Danmarks Statistik over oplagstallene for 20 udvalgte magasiner ifølge Information. I løbet af de seneste fem år har de oplevet et samlet fald i oplagstallet på 25 procent.

En af børnenes favoritter - ugemagasinet Anders And - har næsten fået halveret oplaget med en nedgang på 48 procent, mens Kig Ind, I Form og Alt for damerne er gået mere end 40 procent ned.

Alt for damernes redaktionschef, Mette Mølbak, mærker presset på magasinbranchen hver eneste dag og forsøger desperat at holde fast på læserne.

»Der skal hele tiden noget nyt til for at fastholde læserne. Alting skifter meget hurtigt, så lige nu kigger vi meget på indholdet og forsøger at højne niveauet, men den store forkromede plan for at genvinde læserne, tror jeg ikke, at der er nogen, der har,« siger Mette Mølbak til Information.

Ejvind Hansen, der er forskningschef i journalistisk filosofi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener ikke længere, at magasinformatet er en rentabel forretning.

»De læsere, som før har købt magasiner, er flyttet over på internettet, hvor de får adgang til smal viden om specifikke nicher,« siger Ejvind Hansen til Information.

Dagens Gossip