Dansk Mali-bidrag klar: 70 personer og fly skal af sted

Skrevet af admin

09/12/2013

Dagens topnyheder

Regeringen ønsker at bidrage til FN's fredsbevarende mission, Minusma, i Mali med et fly og danske stabsofficerer.

Ifølge Udenrigsministeriet sker det på baggrund af en anmodning fra FN om at deltage i missionen, som skal stabilisere Malis Sahel-region.

Støtten kommer til at bestå af et dansk Hercules-transportfly i op til fem måneder fra 1. februar med op til 60 personer. Derudover vil regeringen sende cirka 10 stabsofficerer af sted fra begyndelsen af 2014.

Tirsdag 10. december førstebehandler Folketinget det beslutningsforslag, som den fungerende udenrigsminister Rasmus Helveg Petersen (R) har fremsat om det danske bidrag.

- Vi håber, at der vil være bred opbakning til at sende et solidt dansk bidrag til FN’s fredsbevarende operation i Mali. Det vil være et værdifuldt bidrag til gavn for landet, regionen og civilbefolkningen.

- Sahel er en skrøbelig region, hvor en række af verdens udfordringer løber sammen, siger Rasmus Helveg Petersen i en meddelelse.

I september lancerede regeringen et støtteprogram for Sahel-regionen på 125 millioner kroner over fem år. Fokusområderne i programmet er blandt andet støtte til dialog og forsoning og bekæmpelse af voldelig ekstremisme og organiseret kriminalitet.

Der har især i det nordlige Mali været mange uroligheder, hvor militante islamister har hærget de seneste to år og prøvet at tage magten i landet.

FN-missionen Minusma skal bevare freden efter et vellykket præsidentvalg med høj valgdeltagelse tidligere på året.

- Forsvaret er klar til at påtage sig denne opgave, og jeg håber derfor, at der vil være bred opbakning fra Folketinget til at sende vores fly og dygtige soldater af sted. Vi har tidligere haft et transportfly dernede, og det havde stor betydning for de franske tropper, at vi kunne støtte med vores fly, siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

/ritzau/