Dansk marginalskat oppe på 67 procent

Danskere, som betaler topskat på 15 procent, skal af med tæt ved 56 procent i skat af den sidste tjente krone. Men i virkeligheden er marginalskatten på den sidste del af indkomsten langt højere end dette. Regnes moms og stribevis af afgifter på mange varer således med, så ender den samlede marginalskat herhjemme helt oppe på hele 67 procent for meget store grupper, viser en beregning fra den liberale tænketank Cepos.

Når marginalskatten er oppe på 56 procent betyder det, at der kun bliver 44 kroner tilbage, hver gang der kommer en ekstra indtægt på 100 kroner. Men når disse 44 kroner så forbruges nede i det lokale supermarked, skal der både betales moms og afgifter. Momsen udgør 8,8 kroner af de 44 kroner og afgifterne i gennemsnit lidt mere end tre kroner. Derfor svinder de 44 kroner efter indkomstskat ind til bare 32,5 kroner. Det betyder, at den samlede marginalskat er på 67,5 procent, og at der reelt kun kan købes varer eller serviceydelser for 32,5 kroner, når der kommer en ekstra indtægt på 100 kroner.

Betaler man ikke topskat, kan den samlede marginalskat på tilsvarende vis beregnes til 57 procent, sådan at man her kan beholde 43 kroner af hver 100 kroners indtjening.

»For personer med høje indkomster er den sammensatte marginalskat meget høj herhjemme og otte til ti procent point over gennemsnittet i de 34 rige OECD-lande. Kun ganske få lande som Sverige og Belgien har højere marginalskat for personer med høje indkomster,« siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom hos Cepos.

For personer med gennemsnitlig indkomst udgør den sammensatte marginalskat 57 procent, hvilket kun er lidt over OECD-gennemsnittet, mens den samlede indkomstskat plus moms og afgifter for personer med lave indkomster er på 56,2 procent. Det er 2,5 procent point over gennemsnittet i OECD.

»Den meget høje sammensatte marginalskat i Danmark svækker incitamentet til at arbejde flere timer og mere produktivt. Det gør det også mindre interessant at tage en lang, videregående uddannelse, der giver en høj løn,« siger Mads Lundby Hansen.

Når skattebyrden stiger i takt med indkomsten, reduceres det økonomiske afkast efter skat af at uddanne sig til et job med en høj løn. Den høje sammensatte marginalskat gør det også sværere at tiltrække højproduktive udlændinge til det danske arbejdsmarked.

»Fjernes topskatten, vil den sammensatte marginalskat falde fra 67,5 procent til et lidt mere rimeligt niveau på 57 procent,« siger Mads Lundby Hansen.

Dagens Gossip

Dagens TV