Dansk mester i enkeltstart skifter til Orica-Greenedge

Skrevet af admin

03/08/2015

Mest læste i dag

Det har i et stykke tid ligget fast, at den danske mester i enkeltstart, Christopher Juul-Jensen (Tinkoff-Saxo), ville forlade det russisk-ejede cykelhold ved kontraktudløb til årsskiftet, og nu er hans nye arbejdsgiver på plads.

Det australske hold Orica-Greenedge meddeler på sin hjemmeside, at man har skrevet en toårig kontrakt med danskeren gældende fra 2016.

- Jeg er glad for og spændt på at slutte mig til Orica-Greenedge i de næste to år, siger Juul-Jensen til holdets hjemmeside.

- Orica-Greenedge har nogle af de mest respekterede, erfarne og vindende ryttere i hele feltet, ligesom de også har det største talent. At være del af sådan en gruppe ryttere, bliver en fantastisk oplevelse, lyder det fra danskeren.

Holdets sportsdirektør Matt White glæder sig også over, at det er lykkedes at sikre Christopher Juul-Jensens underskrift.

- Chris er en meget, meget alsidig rytter. I år har han arbejdet fantastisk for Peter Sagan og Alberto Contador på højeste niveau - specielt i Giroen og i klassikerne, siger White.

Christopher Juul-Jensen er flere gange blevet hyldet af sin nuværende chef Oleg Tinkov for at være en sjov mand, der spreder glæde på holdet.

Og det ser Matt White også frem til at få ind.

- Han vil helt sikkert føle sig hjemme på vores hold. Han er en sjov fyr, og han ved, hvor tænd- og slukknappen sidder, lyder det fra Matt White.

- Holdkulturen er et vigtigt element i vores rekrutteringsbeslutninger, og der er ingen tvivl om, at han bliver en værdifuld tilføjelse til dette.

/ritzau/