Dansk Metal: Rapport afliver myte om ineffektiv offentlig sektor

»Mange politikere og eksperter har i årevis klandret den offentlige sektor for at være ineffektiv, men kommissionen skriver klart og tydeligt, at der ikke ligger »guld på gaden« i form af enorme besparelsespotentialer. Det er rart, at der endelig bliver gjort op med denne myte om en offentlig sektor som en klods om benet på de private erhverv,« siger Claus Jensen, der er forbundsformand for Dansk Metal.

Ifølge rapporten tyder det på, at der kan spares fem milliarder på folkeskoleområdet. På områder som daginstitutioner og ældrepleje er der potentiale for omkring ti procent, men ligesom resten af den offentlige sektor er tallene usikre, lyder det i rapporten.

Produktivitetskommissionen anbefaler også at gøre op med bureaukratiet i den offentlige sektor, hvilket Dansk Metal bifalder.

»Hovedkonklusionen i kommissionens rapport er helt rigtig. Der er gode muligheder for at styrke produktiviteten. Værktøjerne er mere tillid, innovation og medarbejderindflydelse. Det handler om at se på resultaterne i stedet for at stille krav til processer og styre i detaljer. I øvrigt en pointe, der både gælder i den offentlige og den private sektor,« siger Claus Jensen.

Claus Jensen tager også gerne imod kommissionens opfordring til at se med friske øjne på overenskomsterne.

»Hvis overenskomsterne kan være med til at forny og forbedre den offentlige sektor, så bør vi naturligvis se på det. Vi forholder os altid konstruktivt til nye måder at gøre tingene på, også når det kommer til at sikre en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdsopgaverne,« siger Claus Jensen.

Dagens Gossip