Dansk Metal: Thornings akutpakke er pinlig

Pinlig og uanstændig.

Sådan lyder dommen fra Dansk Metal over regeringens akutjobordning, skriver Ekstra Bladet.

Den skulle hjælpe folk, som er på vej ud af dagpengesystemet - men har nærmest ingen målbar effekt, viser en ny undersøgelse, som Dansk Metals A-kasse netop har foretaget blandt de medlemmer, som ved nytår stod til at miste dagpengene inden 1. juli.

- Vi dumper akutordningen. Den lever langtfra op til de forventninger, vi havde til den, siger Torben Poulsen, leder af Dansk Metals a-kasse til Ekstra Bladet.

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede akutpakken i slutningen af oktober sidste år, lovede hun at skaffe 12.500 job til dem, som stod til at miste dagpengene fra nytår.

Men nu viser undersøgelsen fra Dansk Metal, at under én procent af deres udfaldstruede medlemmer har fået et akutjob.

- Kun to af vore udfaldstruede medlemmer har fået et akutjob til trods for, at der er opslået 231 akutjob på vores område. Så mange af de akutjob, der er slået op, er kun pynt, siger Torben Poulsen, som kalder det "pinligt og uanstændigt".

- Det er nødvendigt at forlænge dagpengeretten og se på genoptjeningskrav, indtil der kommer gang i væksten og beskæftigelsen igen. Det kan ikke være så svært, mener han.

Hverken statsministeren eller beskæftigelsesministeren har ønsket at kommentere Dansk Metals undersøgelse, skriver Ekstra Bladet. De henviser til arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn (S):

- Der bliver ikke ændret på dagpengeperioden. Der bliver ikke ændret på reglerne. Nu skal vores akutindsatser, vækstplan og kickstart virke først. Giv det en chance, siger han.

- Vi ved ikke, hvor mange langtidsledige, der har fået akutjob. Andre målinger viser 15-20 procent. Så jeg kan ikke genkende Dansk Metals tal. Jeg tror, det ender højere end en procent, tilføjer han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV