Dansk miliardær giver firma til ansatte

Linak og Bent Jensen er måske ikke lige navne, der vækker genkendelse for alle. Man man skal ikke lade sig narre. Linak er en dansk erhvervssucces af de helt store, og selskabet har en milliardomsætning. Bent Jensen er ejeren. Han overtog forretningen efter sin far i 1976. Linak-eventyret har gjort ham så velhavende, at han figurerer som nummer 11 på den seneste velhaverliste fra Berlingske Business Magasin med en formue fra sit holdingselskab, der udgør omtrent seks milliarder kroner.

På trods af at Linak givetvis kunne afhændes til en opkøbssulten kapitalfond eller lignende, har Bent Jensen valgt at gå en anden vej, når det kommer til fremtiden. En tredjedel af ejerskabet af Linak vil efter hans død blive overdraget til en fond, der blandt andet skal styres af medarbejderne.

»Det er den bedste løsning for at sikre Linaks overlevelse i Danmark. Man kunne også sælge virksomheden, men hvad skulle man med en masse penge,« siger Bent Jensen ifølge fagbladet og tilføjer:

»Der skal være plads til alle i den fond. Alle niveauer skal være repræsenteret. Der skal i hvert fald være nogle 3Fere også, sammen med ingeniører og andre grupper.«

Meldingen har naturligvis vakt opsigt og skabt glæde blandt medarbejderne. Ikke bare på grund af ejerskabet, men også fordi enhver snak om udflytning dermed er forstummet.

Linak har hovedsæde på Als og producerer aktuatorer, der er elektriske systemer til bl.a. hæve-sænke borde og hospitalssenge. Linak har 900 ansatte alene i Danmark og 1.600 på verdensplan. Virksomheden havde sidste år en omsætning på 2,2 milliarder kroner og et overskud på 272 millioner kroner, skriver Fagbladet 3F.

 

Dagens Gossip