Dansk miljøaktivist på vej mod amnesti

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Danske Anne Mie Roer Jensen, der har været tilbageholdt i Rusland efter en miljøaktion mod olieboring i Arktis, kommer til at være del af en netop vedtaget russisk amnestilov, oplyser Greenpeace.

Det russiske parlament, dumaen, har ifølge miljøorganisationen stemt onsdag, og angiveligt står det klart, at 28 aktivister og to fotografer, der var om bord på Greenpeace-fartøjet Arctic Sunrise, omfattes af en lov om amnesti.

Den endelige offentliggørelse af afstemningsresultatet offentliggøres klokken 16 russisk tid - klokken 13 dansk tid.

- Vi er enormt lettede på Anne Mie og vore andre kollegers vegne. Men vi føler ingen grund til at fejre, at vores folk har været udsat for politisk motiverede anklager og siddet fængslet i to måneder i strid med international ret, siger arktisansvarlig Jon Burgwald, Greenpeace.

Dumaen har foretaget en række rettelser til loven, så den i modsætning til den første besked nu kommer til at omfatte den danske styrmandselev og de 29 andre, der fortsat befinder sig i Rusland, hvor de er løsladt mod kaution.

- De vil formentlig snart være helt fri, men Arktis får ikke frihed for de mange olieselskaber, der står på spring for at udnytte den smeltende is til at udvinde mere af den olie, der forårsager afsmeltningen, tilføjer Jon Burgwald i en miljøpolitisk kommentar.

Anne Marie Roer Jensen modtog fredag et brev fra den russiske anklagemyndighed om, at hun ikke kunne komme hjem. Det på trods af, at Den Internationale Havretsdomstol har dømt Rusland til at løslade de 30 miljøaktivister og skibet Arctic Sunrise.

De 30 aktivister blev pågrebet 18. september af bevæbnede russiske specialstyrker, der fra helikoptere bordede Arctic Sunrise, efter en protest mod en russisk boreplatform. Skibet blev trukket til Murmansk, hvor aktivisterne blev fængslet.

/ritzau/