Dansk minister: EU må tage kampen op med USA og Kina

Skrevet af admin

07/12/2015

Dagens topnyheder

En global klimaaftale bliver for uambitiøs, hvis USA og Kina kommer til at bestemme. Derfor skal EU nu kæmpe for sin indflydelse.

Det siger klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), som mandag har taget hul på den sidste uges forhandlinger på klimatopmødet COP21 i Paris sammen med sine EU-kolleger.

- Det er helt afgørende, at EU bliver en central spiller i forhold til at få en ambitiøs aftale. Vores opgave er derfor at skabe stærke alliancer med østaterne og ulandene. Hvis USA og Kina alene skal definere aftalen, bliver den ikke ambitiøs, siger Lilleholt.

Danmark er derfor med i et samarbejde med gruppen af mindst udviklede lande (kaldet LDC) for at kunne presse på, tilføjer ministeren.

/ritzau/