Dansk mixed double taber gyser

Ottendedelsfinalen blev endestationen for parret, som ellers var fjerdeseedede. Danskerne tabte til koreanerne Baek Chol Sin og Hye Won Eom i tre tætte og jævnbyrdige sæt.

Det begyndte ellers godt for Joachim Fischer og Christinna Pedersen, der vandt første sæt 21-17. I andet sæt var det tæt på en dansk triumf, da parret kom foran 21-20, men så vandt de to koreanere de næste tre point og sættet. I tredje sæt var danskerne foran 12-8, inden overtaget skiftede og koreanerne tog føringen.

Danskerne kom tilbage på 17-17 efter at have været bagud 17-14, men i sidste ende var det koreanerne, der vandt sættet 21-18 og trak det længste strå i den nervepirrende forestilling.

Tidligere torsdag spillede samme Christinna Pedersen sig dog videre i damedoublen, da hun sammen med Kamilla Rytter Juhl vandt i to sæt mod det thailandske par Duanganong Aroonkesorn/Kunchala Voravichitchaikul 21-17 / 21-10.

Senere torsdag spiller både herredoublen Matthias Boe/Carsten Mogensen og Jan Ø. Jørgensen i herresingle.

Dagens Gossip