Dansk mixeddouble må se langt efter indonesisk finale

Skrevet af admin

06/06/2015

Dagens topnyheder

Der bliver ikke dansk deltagelse, når mixeddoublefinalen ved Indonesia Open i badminton skal spilles i Jakarta søndag eftermiddag.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen tabte nemlig i to sæt i lørdagens semifinale mod den andenseedede kinesiske duo Chen Xu og Jin Ma med sætcifrene 15-21, 19-21.

Mønstret tegnede sig hurtigt, da kineserne gik fra 3-3 til 7-3 i første sæt, og danskerne kom aldrig rigtigt tilbage i sættet, som blev tabt 21-15.

Det lignede et klart nederlag, da Fischer og Pedersen kom bagud 9-14 i andet sæt, men danskerne strammede sig an og fik kontakt ved 16-16.

Kineserne bragte sig på 20-18, men den danske duo afværgede den første matchbold, inden det hele blev afgjort, da Christinna Pedersens opsamling endte uden for den ene sidelinje.

Senere lørdag skal Jan Ø. Jørgensen forsøge at spille sig i finalen i herresingle, når han møder den tyske overraskelse Marc Zwiebler.

Jørgensen er forsvarende mester i den stærkt besatte Super Series Premier-turnering.

/ritzau/