Dansk nedtur i NHL

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Det var nederlag til samtlige danskere, som var i kamp i nattens ishockeykampe i verdens bedste ishockeyliga.

Frans Nielsen og Peter Regin var med New York Islanders på besøg i Carolina, hvor New York-holdet tabte med 0-1. Peter Regin fik kun knap 10 minutter på isen, og ser ud til at være gledet ned i holdets fjerdekæde.

Lars Eller og Montreal var i Ottawa til et af de canadiske arvefjendeopgør. Desværre for Eller og hans holdkammerater tabte de med 1-4. Lars Eller lavede ingen point for Montreal denne gang.

Eneste optur stod backen Philip Larsen for. Selv om han lige er blevet hentet op fra Edmontons farmerhold, har han gjort et så stort indtryk, at han i nattens udekamp mod Tampa Bay i Florida, var Edmontons mest benyttede spiller.

Tampa Bay vandt med 4-2, men selv om Philip Larsen var den Edmonton-spiller, som fik mest spilletid, var han kun på isen ved en af Tampa Bays fire scoringer.

Jannik Hansens Vancouver vandt ude med 4-2 over San José, men den danske forward er stadig skadet. Meldinger har tidligere gået på, at han skulle være klar midt i november.

/ritzau/