Dansk NFL-legende modtager eksklusiv hæder i New Orleans

Skrevet af admin

22/12/2015

Mest læste i dag

Selv om amerikansk fodbold primært består af amerikanske spillere, er det en dansker, der har rekorden for flest scorede point i den amerikanske NFL-liga.

Struerboen Morten Andersen blev natten til tirsdag hyldet af mere end 73.000 tilskuere på sin gamle hjemmebane i New Orleans, da han fik plads i NFL-klubben New Orleans Saints' "Ring of Honor".

- Det er i sandhed en ære at være her og blive mindet om alle de store øjeblikke, jeg har haft her gennem 13 år, siger Morten Andersen til New Orleans hjemmeside.

Morten Andersen er en af kun fire spillere, der bliver optaget i Ring of Honor. Han ender i selskab med Rickey Jackson, Willie Roaf og Archie Manning, hvis to sønner Eli og Peyton er kæmpestore stjerner i NFL i dag.

- Jeg er meget ydmyg over at blive indlemmet i sådan en eksklusiv gruppe. Saints har været et hold i 48 år, og at der kun er fire spillere i deres "Ring of Honor", det er meget specielt. Jeg glæder mig til at dele øjeblikket med de bedste fans i NFL, siger Andersen.

Morten Andersen er den mest succesfulde kicker i klubbens historie. Fra 1982 til 1994 var han holdets mest scorende spiller i 12 sæsoner.

Andersen er tilmed både den spiller med flest kampe og flest point for Saints.

Morten Andersen stoppede karrieren i 2007 i en alder af 47 år. Den dag i dag er han stadig den spiller, der har scoret flest point og spillet flest kampe i NFL. Den garvede kicker har scoret 2544 point i 382 optrædener.

New Orleans Saints tabte i øvrigt kampen til Detroit Lions med 35-27.

/ritzau/