Dansk NHL-debutant på vej mod landsholdet

Den danske ishockeyspiller Oliver Lauridsen fik lørdag aften sin NHL-debut. Det skete, da han sammen med Philadelphia Flyers slog Boston Bruins 3-1.

Snart kan det også blive tid for den 24-årige backspillers landsholdsdebut.

Med sine 198 centimeter er danskeren en af de største spillere i NHL, og netop danskerens stærke fysik gør backspilleren interessant for landstræner Per Bäckman frem mod VM i Sverige.

- Han er en typisk, stærk back. Han er stor, fysisk stærk og godt trænet. Det er hans fysik, der slår til, siger Per Bäckman.

Når Lauridsen ikke tidligere har været med i landsholdsarbejdet, skyldes det i høj grad, at danskeren har haft for travlt med arbejdet i sin klub hjemme i USA.

- Det har aldrig passet, at han har kunnet være med til at træne. Han har jo været væk hele tiden, siger den danske landstræner.

Forud for VM skal Danmark spille i alt syv testkampe mod Finland, Rusland, Frankrig og Østrig.

Landstræneren håber på at kunne have den nye NHL-debutant med til testkampen mod Østrig den 30. april.

Oliver Lauridsen er den syvende dansker i verdens bedste ishockeyliga. De andre seks er Frans Nielsen, Jannik Hansen, Mikkel Bødker, Peter Regin, Lars Eller og Philip Larsen.

VM bliver spillet den 3.-19. maj i Stockholm.

/ritzau/

Dagens Gossip