Dansk NHL-profil er på vej tilbage efter mystisk sygdom

Skrevet af admin

24/01/2014

Mest læste i dag

Den 19. december spillede den danske NHL-back Philip Larsen godt 17 minutter, da hans klub Edmonton Oilers tabte 2-4 til Colorado Avalanche.

Siden har man ikke hørt meget til esbjergenseren, der nogle dage senere blev placeret på listen over skadede spillere med den uspecificerede diagnose "sygdom".

Først i denne uge har han været i stand til at træne med holdet igen, men han er fortsat ikke klar over, hvad det var, der sendte ham i seng i en måned med svimmelhed og mangel på energi.

- Jeg havde det bare dårligt. Jeg tror, det var noget influenza eller en virus. Jeg har taget en masse test og udelukket nogle temmelig slemme ting, og det er selvfølgelig godt, siger Philip Larsen til Edmonton Journal.

- Jeg er bare glad for, at det går bedre. Jeg tror bestemt, at jeg er på rette vej, siger den teknisk stærke forsvarer.

Larsen skiftede før denne sæson fra Dallas Stars til Edmonton Oilers og var kommet pænt i gang med sæsonen, da sygdommen slog ham ud.

Han er noteret for 16 kampe, 1 mål og 5 assist for den canadiske traditionsklub, hvor sygdommen foreløbig har kostet ham 15 kampe.

- Det er et stykke tid siden, jeg har været sammen med holdet, og det er aldrig sjovt at sidde udenfor. Man føler sig lidt ubrugelig, når man bare sidder og venter på at blive rask, siger Philip Larsen.

Edmonton Oilers kunne godt bruge noget forstærkning. Holdet har kun vundet 15 af sæsonens første 52 kampe og er det næstdårligste hold af samtlige i NHL.

Det er endnu uklart, hvornår Philip Larsen er klar til comeback, men i et interview med Oilers TV siger danskeren, at han håber at være med, når holdet 1. februar tager hul på en stime med fire udekampe på seks dage.

Natten til lørdag dansk tid får Oilers besøg af Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes.

/ritzau/