Dansk nødhjælp flyves via Sverige til Filippinerne

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Et fragtfly pakket med dansk nødhjælp er på vej til den filippinske by Tacloban fra Danmark via Sverige. Det er seks mand fra Beredskabsstyrelsen, der er på vej til det katastroferamte land. Holdet ledes af Per Sloth Møller.

- Halvdelen af holdet flyver med transportflyveren, da vi meget gerne vil have hands-on med det udstyr, vi har med, således vi er sikre på, hvor det er henne. Vi andre tager med rutefly, siger Per Sloth Møller til Ritzau.

Fragtflyet er på vej til Tacloban, som er det område, der har været hårdest ramt af supertyfonen Haiyan, der fredag ramte Filippinerne med massive ødelæggelser.

- Lufthavnen har været lukket, men vi har fået specialtilladelse, så vi kan lande med det udstyr, vi har med, siger holdlederen, der forventer at være på plads torsdag formiddag lokal tid.

Danskerne skal i første omgang opbygge et mobilt koordinationscenter og en 30 personers beboelseslejr til brug for FN. Det bliver FN's forpost for koordination af den internationale katastrofebistand.

- De kæmper med de samme problemer som den filippinske befolkning gør - mad, vand og tag over hovedet. Går for meget af deres tid med at bekymre sig om, hvordan de overlever, så har de ikke tid til deres koordinationsopgave, siger holdlederen.

Det er planen, at holdet fra Beredskabsstyrelsen skal være i Tacloban i tre til fire uger. Per Sloth Møller forventer, at han i løbet af de første 10 dage får en indikation af, hvilken vej det går.

- Enten overtager de filippinske myndigheder - eller også er det her så stort, at det kræver en langvarig indsats - og så kan det godt være, at det danske bidrag skal blive i længere tid. Og det kan også godt forventes, at vi skal bidrage med andet, siger han.

Danmark har bevilget ekstraordinært 10 millioner kroner i katastrofehjælp til Filippinerne.

/ritzau/