Dansk nødhjælp i Gaza ligger underdrejet

Konflikten mellem Israel og den militante bevægelse Hamas i Gazastriben er nu så tilspidset, at det går ud over nødhjælpsorganisationernes arbejde i området. Det forklarer lederen af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Gaza, Omar Al Majdalawi.

- Det er en krigszone, hvor ingen længere tør gå uden for en dør af frygt for at blive ramt. Situationen er eskaleret kraftigt de seneste dage. Det er en sneboldeffekt, som ser ud til at være umulig at stoppe lige nu, siger han.

Hos Folkekirkens Nødhjælp i Gaza hjælper personalet til dagligt familier med psykosociale problemer, traumatiserede børn og underernærede børn, men det arbejde er lige nu sat på standby på grund af situationen.

- Det er umuligt at udføre vores arbejde, for ingen af vores familier kan komme herhen uden at sætte deres liv på spil. Vi har som sådan ikke lukket ned, men der kommer bare ingen, fortæller Omar Al Majdalawi.

I løbet af de seneste døgn har Israel kastet i omegnen af 400 bomber i Gazastriben i et forsøg på at stoppe de mange raketangreb mod Israel, som Hamas står bag. Men raketangrebene er fortsat og truer nu også indbyggerne i Jerusalem og Tel Aviv.

Derfor frygter Omar Al Majdalawi, at situationen vil udvikle sig endnu mere de kommende dage.

Han fortæller, at bomberne natten til onsdag faldt så tæt på hans eget hjem i den nordlige del af Gazastriben, at huset rystede, og hans fire børn blev meget bange. Derfor er han også selv meget påvirket af situationen.

Hos Folkekirkens Nødhjælp i Østjerusalem og på Vestbredden er arbejdet ikke lige så påvirket af situation som i Gazastriben, men det er blevet sværere at bevæge sig rundt, forklarer programmedarbejder Stine Leth-Nissen.

- Det område af Østjerusalem, som vi befinder os i, er normalt ret fredeligt, men vi kan også mærke, at meget er vendt på hovedet. Men vi prøver så vidt muligt at arbejde videre, siger hun.

Konflikten i Mellemøsten er blusset op efter 12. juni, da tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden. De blev senere fundet dræbt.

Efterfølgende blev liget af en ung palæstinenser fundet, i hvad der betegnes som hævn for drabene på de tre israelere. Den 16-årige Mohammed Abu Khudair blev angiveligt brændt levende.

Mindst 32 palæstinensere har i løbet af de sidste par dage mistet livet, mens flere end 100 er såret. Omar Al Majdalawi håber, at situationen i området snart bliver rolig igen.

- Vi vil gerne leve et fredeligt liv som alle andre, men jeg tror desværre ikke, at folk her er klar til fred, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV