Dansk oberst får amerikansk hædersmedalje

Skrevet af John Meyer

02/01/2013

Mest læste i dag

- Det var en stor overraskelse, jeg vidste slet ikke, at den blev givet til udenlandske officerer, siger oberst René Andersen om den fornemme, amerikanske hædersmedalje.

Obersten fik overrakt Bronze Star medaljen, da hans udsendelse i Kabul var slut efter knapt ni måneder. Her har han arbejdet sammen med amerikanerne og fungeret som næstkommanderende i den sektion, der har arbejdet med implementeringen af den afghanske grundlov.

- Det har været spændende at få lov til at indføre en ny grundlov i Afghanistan, fortæller obersten, der også er uddannet jurist.

I begrundelsen for tildelingen af medaljen er der blandt andet lagt vægt på, at René Andersen har spillet en central rolle i, at afghanerne har en stigende tillid til deres lands fremtid.

- Jeg er stolt over, at vi som danske officerer er absolut på højde med amerikansk personel. Men vi kan lære af deres erfaring, eftersom de har været i krig i mange flere år end os, udtaler oberst René Andersen.