Dansk observatør deltager på Ukraine-mission

To danske officerer deltager på den ubevæbnede observatørmission, som OSCE onsdag sender til det østlige Ukraine for at få overblik over den højspændte situation.

Det bekræfter forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

- Situationen på Krim er dybt bekymrende og udvikler sig løbende. De to danske observatører vil kunne bidrage til at opnå øget klarhed om situationen på Krim og forhåbentlig bidrage til, at den ikke eskalerer yderligere, siger forsvarsministeren.

- De to observatører, som deltager fra dansk side, er officerer med stor erfaring, når det gælder tillidsskabende inspektioner. Der er et par folk, der er vant til at udføre internationalt arbejde.

- Dermed giver Danmark et vigtigt bidrag til forsøget på at nå en fredelig løsning på konflikten.

Det er fortsat uvist, om observatørerne fra Odessa får adgang til Krim, hvor russiske soldater og militser har taget kontrol over luftrummet og store dele af infrastrukturen.

Men forsvarsministeren forventer, at observatørerne fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som Ukraine har bedt komme, vil få adgang.

- Det er en højspændt situation, og netop derfor er det vigtigt, at OSCE deltager med observatører, der kommer fra både Nato-lande og lande, der ikke er medlemmer af Nato.

- Det vil i sig selv kunne bidrage til, at vi får bedre oplysninger om, hvad der sker, og at det forhåbentlig kan lægge en dæmper på det, der sker dernede, siger Wammen.

I observatørmissionen deltager blandt andre to amerikanere og to tyskere - og altså to danskere.

En række andre af de 20 medlemslande i OSCE sender også eksperter af sted.

/ritzau/

Dagens Gossip