Dansk økonomi er på vej tilbage til de glade nullere

Skrevet af admin

27/02/2015

Dagens topnyheder

Danmarks bruttonationalprodukt blev øget med én procent sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik, der fredag offentliggjorde Danmarks Nationalregnskab for fjerde kvartal 2014.

Det viser, at væksten i fjerde kvartal endte på 0,4 procent korrigeret for prisudvikling og sæsonbevægelser.

- Det betyder, at der nu for første gang siden midten af de glade nullere har været positiv vækst i dansk økonomi i seks kvartaler i træk, siger Tore Stramer, der er chefanalytiker hos Nykredit Markets.

Han hæfter sig også ved, at dansk økonomi for første gang siden 2011 har positiv vækst i et helt kalenderår.

De største positive bidrag til væksten i 2014 var fra industrien og servicebrancher primært rettet mod erhverv.

Men også husholdningernes forbrug, eksporten og de faste bruttoinvesteringer bidrog til væksten.

Og der er ingen grund til at tro, at opturen stopper i år, siger Helge J. Pedersen, der er cheføkonom hos Nordea.

- De løbende indikatorer viser, at dansk økonomi også har fået en pæn start på 2015. Ikke mindst synes der at være kommet mere substantiel fremgang i privatforbruget understøttet af lav inflation og de ultralave renter.

Samtidig vil eksporten nyde godt af den svækkede kronekurs. Endvidere hjælper den lave oliepris på væksten også på vores eksportmarkeder, siger han.

/ritzau/