Dansk OL-duo vinder EM-guld i 49'er FX

Skrevet af admin

16/04/2016

Dagens topnyheder

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen understregede lørdag, at de er værd at holde øje med, når OL i Rio afvikles til sommer.

Ved EM i Barcelona vandt duoen guld i sejlsportsklassen 49'er FX efter en suveræn finaledag, skriver Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Danskerne lå på en femtepladsen inden lørdagens sejladser, men gradvist formåede de at lukke hullet til de foranliggende konkurrenter.

Inden det afsluttende Medal Race lå de nummer to efter Italien, der havde fire point mere.

Men en dansk andenplads og en italiensk placering som nummer fem i Medal Race betød, at de byttede plads i den samlede topstilling.

- Vi havde rigtig god fart hele dagen, og vores fokus i Medal Race var at gå ud og sejle fra italienerne, siger Jena Mai Hansen.

- I blæsten ville det være svært for dem at sejle matchrace på os. Vi kom godt fra start og lå nummer to hele vejen. Samtidig dummede italienerne sig et par gange bagved os, tilføjer hun.

Sejren føltes "lidt mærkelig", da duoen generelt ikke havde noget godt stævne.

- Vi har haft svært ved at tage de rigtige beslutninger i sejladserne. Men i dag havde vi heldigvis en klar plan, som vi fulgte, og så er det helt vildt fedt, når alt bare lykkes, lyder det fra Jena Mai Hansen.

/ritzau/