Dansk OL-helt vil arbejde med kronprinsen

Kronprins Frederik er i øjeblikket det eneste danske medlem af den internationale olympiske komité (IOC), men kronprinsen kan måske snart få selskab af en landsmand.

Den tidligere OL-guldvinder i badminton Poul-Erik Høyer overvejer, om han skal række ud efter den plads, der er blevet ledig med ireren Pat McQuaids afgang, skriver Politiken.

- En endelig beslutning har jeg ikke taget, men det er klart, det er noget, vi undersøger, siger Poul-Erik Høyer til Politiken.

- Selvfølgelig gør vi det også for at se på, hvad det er, som egentlig byder sig, og hvem der har interesse i at byde ind på pladsen. For hvis jeg skal gøre det, skal der også være en sandsynlighed for at blive valgt ind.

- Hvis jeg kan se, der er en stærk kandidat, som bliver svær at slå, så vil jeg ikke stille op. Så er det for tidligt. Jeg vil ikke stille op i en kamp, hvor jeg kan se, det er en kamp, jeg ikke kan vinde. Det vil være at bruge kræfterne forkert, siger Poul-Erik Høyer.

Danskeren blev i maj valgt som præsident for det internationale badmintonforbund (BWF).

Irske Pat McQuaid blev i sidste uge afsat som præsident for den internationale cykelunion (UCI), da han tabte valget til englænderen Brian Cookson.

Den nye præsident er dog ikke sikker på at overtage Pat McQuaids sæde i IOC.

/ritzau/

 

Dagens Gossip