Dansk OL-medalje-duo skuffer i Denmark Open

Ved OL i London tidligere i år var badminton-duoen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen uhyre tæt på finalen, men parret tabte en tæt semifinale og måtte nøjes med en bronzekamp. Den kamp vandt danskerne sikkert, og de fik medaljer med hjem.

Til gengæld er en skuffelse det eneste, de to spillere får med hjem fra denne uges turnering i Odense - Denmark Open.

Torsdag blev duoen overraskende slået ud allerede i turneringens anden runde.

De tredjeseedede danskere tabte i to sæt til indoneserne Muhammad Rijal og Debby Susanto. Indoneserne vandt kampen 21-19, 21-18.

Hvor OL-medaljetagernes nederlag var en stor negativ dansk overraskelse, så var en positiv dansk sensation kort efter tæt på at blive en realitet i det fynske.

Ligeledes i mixeddouble var et malaysisk par, der er seedet fem i turneringen, uhyre tæt på at tabe til en relativt ukendt dansk duo, der frister en tilværelse som nummer 92 på ranglisten.

Anders Kristiansen og Julie Houmann vandt første sæt 21-19 mod Malaysias Liu Ying Goh og Peng Soon Chan. Danskerne var efterfølgende foran 19-17 i andet sæt - og altså bare to point fra sensationen.

Den malaysiske duo fik dog vendt sættet til 22-20-sejr og vandt senere tredje sæt i sikker stil med 21-14.

ritzau/

Dagens Gossip