Dansk OL-svømmer sætter personlig rekord i OL-heat

Det blev ikke til nogen finaleplads, men svømmeren Anton Ipsen havde en af livets helt store oplevelser.

Den 21-årige nordsjællænder havde store forventninger til sin OL-debut i Rio, hvor det lykkedes ham at sætte personlig rekord i 400 meter fri. Tiden på 3 minutter og 48,31 sekunder rakte til en placering som nummer 20.

- Lige fra jeg vågnede, kunne jeg mærke, at pulsen begyndte at stige lidt. Jeg følte mig lidt desorienteret - lige pludselig var det hele virkeligt.

- Så kom jeg ind til poolen foran alle tilskuerne, skulle fokusere og lukke mig ind i min egen verden, siger Anton Ipsen.

Da nordsjællænderen stod på startskamlen, var han tæt på at blive hylet helt ud af den. Det amerikansk bosatte svømmetalent ventede og ventede på, at start-beepet skulle komme.

Pludselig spang en af konkurrenterne i vandet - tyvstart.

- Det var lidt stressende, da jeg stod på skamlen. Det eneste, som alt i hele verden handlede om, var det beep. Når det ikke kommer, så er man "busted".

- Er det mig, der er noget galt med? Er jeg i gang med at lave en langsom start nu? Det må jeg ikke, for jeg skal repræsentere min familie og Danmark på den bedste mulige måde, fortæller han.

- Pludselig var der en, der hoppede i vandet, og det var heldigvis ikke mig, den var gal med. Men det gav lidt ekstra stress.

- Jeg har aldrig rystet så meget i mit liv, som da jeg stod på skamlen.

- Jeg er superglad for, at jeg trods en tyvstart kunne stille mig tilbage på skamlen igen og sætte en personligt bedste tid. Det er meget stort for mig, siger han.

På fredag fortsætter OL for Anton Ipsen, der også har kvalificeret sig til Rio-legene i 1500 meter fri.

OL er til gengæld slut for Mads Glæsner, der ikke var helt tilfreds med sin tid på 3 minutter og 52,59 sekunder. Det rakte til en placering som nummer 36 af de 50 deltagende i 400 meter fri.

- Der var ikke mere at skyde med, konstaterer Glæsner.

- Jeg har arbejdet på at få lidt mere styrke for at få mere fart, men det gik ikke. Jeg havde håbet på at svømme et par sekunder hurtigere, siger den 27-årige svømmer, der nok har deltaget ved et OL for sidste gang.

- Det er nok højst sandsynligt, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip