Dansk oliegigant nedjusterer resultatet for 2014

Skrevet af admin

07/10/2014

Mest læste i dag

OW Bunker nedjusterer forventningerne til hele 2014, hvilket ifølge selskabet skyldes de internationale lave priser på olie. Nu forudses et resultat, der er omkring 20 procent lavere end tidligere forventet.

Selskabet, der sælger bunkerolie til rederierne, er i år blevet børsnoteret, og efter udmeldingen er dens aktie faldet med 13,6 procent.

Målt på omsætning er det Danmarks næststørste selskab, kun overgået af A.P. Møller - Mærsk. OW Bunker køber skibsbrændstof fra leverandører og sælger det videre til rederier og deres skibe.

- Vi har set et usædvanligt fald i olieprisen over de seneste uger, og der er en betydelig usikkerhed omkring den kortsigtede udvikling.

- I overensstemmelse med vores politik har vi taget tiltag til at minimere risici mod yderligere fald i olieprisen, og omkostninger herved har medført, at vi må ændre vores forventning til årets resultat, siger administrerende direktør Jim Pedersen i en børsmeddelelse.

I hele 2014 venter OW Bunker at kunne forøge sin volumen med omkring 10 procent i forhold til 2013, men forventningerne til årets resultat er blevet nedjusteret.

Selskabet ventede tidligere et resultat, der som minimum voksede i samme takt som volumen. Nu forudses et resultat, der er omkring 20 procent lavere.

Prisen på olie er faldet til det laveste niveau i over to år, hvilket kan forklares med den politiske uro i Mellemøsten.

OW Bunker beskæftigede i 2013 i alt 622 medarbejdere på verdensplan.

/ritzau/