Dansk playmaker: Bredde skal slide vores modstandere op

Skrevet af admin

18/01/2016

Dagens topnyheder

Danmark fik en på papiret komfortabel åbningssejr på 31-25 over Rusland ved EM i håndbold lørdag, men de mange danske tilskuere måtte igennem en spændende affære, hvor stillingen syv minutter før tid lød 24-23.

Spillerne på banen var dog ikke nervøse. De ved, hvornår en kamp bliver afgjort, og det er holdets plan, at den store danske bredde i truppen skal slide de knap så stærkt besatte modstandere op, fortæller playmaker Rasmus Lauge.

- Vi fik brugt bredden, og vi så i de sidste ti minutter, hvordan russerne gik helt døde. Vi havde kørt dem helt møre, så de begyndte at lave fejl. Så fik vi nemme mål, og så vandt vi de sidste minutter med seks mål.

- Det er det, vi i princippet gerne vil hver gang, for det er sjældent, at håndboldkampe bliver vundet i første halvleg. De bliver vundet inden for de sidste ti minutter mange gange, siger Rasmus Lauge.

Han mener, det bliver en fordel for holdet på sigt, at næsten alle kom i aktion i den første kamp.

- Næsten alle kom i gang i turneringen, og alle folk delte næsten spilletiden, hvilket er super godt. Det er svært for en træner at få brugt alle, mener Lauge.

I bestræbelserne på at give meget spilletid til så mange som muligt lod landstræner Gudmundur Gudmundsson Mikkel Hansen sidde på bænken i hele anden halvleg, mens Michael Damgaard boltrede sig som venstre back.

Alligevel har det været et stort diskussionsemne i håndboldmiljøet, at stjernespilleren fra Paris blev holdt udenfor, da kampen var helt lige og gik ind i sin slutfase.

- Jeg har godt set, at mange spørger, hvorfor Mikkel ikke spillede mere. Men jeg synes, det er fedt, han (Gudmundsson) viser tillid til alle de spillere, han har i truppen, og dem han har på banen.

- Når man kommer fra bænken og ind på banen, er trænerens tillid uvurderlig. At vide der er råd til at begå fejl. Det er så vigtigt, at man ikke bare bliver hevet ud, når man har lavet en fejl, for så får man ingen rytme, siger Flensburg-Handewitt-spilleren.

Danmark spiller sin anden kamp i turneringen mandag klokken 20.15. Modstanderen er Montenegro, der regnes som den svageste nation i gruppe D.

/ritzau/