Dansk politi aflyttede ulovligt under klimatopmøde

Skrevet af admin

28/09/2014

Mest læste i dag

Et medlem af Brasiliens delegation blev af Københavns Politi ulovligt aflyttet under klimatopmødet i 2009, skriver Berlingske.

Det drejer sig om den kendte regnskovsforkæmper Paulo Adario, der til daglig er leder af Greenpeace-kontoret i Amazonas. I København var han akkrediteret medlem af Brasiliens officielle forhandlingsdelegation.

Under sit ophold i København førte Adario hyppige telefonsamtaler med brasilianske topforhandlere, og landets daværende miljøminister, Carlos Minc, er meget bekymret over sagen.

- Jeg mener, at den brasilianske regering har krav på en forklaring, og det vil jeg faktisk bede om, siger han til Berlingske.

Den ulovlige aflytning stod ifølge Københavns Politi på i 13 timer i topmødets finale, og i dag erkender man, at det var en fejl.

- Det har selvfølgelig ikke været hensigten, siger Thorkild Fogde, Københavns politidirektør, til Berlingske.

Københavns Politi satte gang i aflytningen, da Paulo Adario var mistænkt for at planlægge at forstyrre metroen og USA's præsident Obamas ankomst til København. Men den mistanke afvises som absurd af Paulo Adario.

Ifølge en kendelse fra Københavns Byret, som Berlingske har fået aktindsigt i, var der da heller ikke grundlag for at aflytte Adario.

Justitsministeriet oplyser ifølge Berlingske, at "Københavns Politi har oplyst over for Justitsministeriet, at der ikke har været foretaget aflytninger rettet mod den brasilianske delegation".

Venstre, de Radikale, SF og Enhedslisten opfordrer justitsminister Karen Hækkerup (S) til at undersøge sagen nærmere, skriver Berlingske.

/ritzau/