Dansk popdarling skal skråle om kap med baby

Maven er ved at vokse sig godt stor på den højgravide sangerinde Stine Bramsen. Men om ikke mindre end halvanden måned er det slut, for der kommer mini-Bramsen efter planen til verden.

Babyen, som sangerinden allerede ved er en dreng, skal dog ikke være bange for bare at skifte indersiden af maven ud med udsigten til indersiden af en vugge.

Trods den kommende titel som nybagt mor har den tidligere Alphabeat-sangerinde nemlig planlagt en turné rundt i landet til efteråret. Og der skal baby med.

Prøver den lille dreng at vræle om kap med sin mors poptoner, har sangerinden dog allerede sikret sig et par hjælpende hænder.

- Jeg tager min søde mor med og nogle af dagene min mand. Så hvis han ikke gider sove, når jeg skal på scenen, er min mor der, fortæller sangerinden.

 Gravide Stine Bramsen skal turnere rundt med sin nye kommende plade, hvorfra hun med allerede har udgivet singlerne "Move Forward" og "Prototypical"

- Det er fantastisk. Jeg er så taknemmelig for, at min musik bliver taget så godt imod. Jeg håber bare, det bliver ved. Det er jo stadig spændende om tredje single og albummet bliver taget lige så godt imod. Og om folk kommer til min efterårstur. Jeg tager det en dag ad gangen og glæder mig over, at folk er så søde, siger popmusikeren.

Stine Bramsens efterårsturné starter 12. november i Aalborg og slutter igen 27. november i København.

Newspaq

Dagens Gossip