Dansk popkanon i spidsen for børnenes MGP

Da børnenes MGP løb af stablen sidste år var det med det rutinerede børneværtspar Sofie Linde og Joakim Ingversen, der normalt har deres gang på Ramasjang og DR Ultra.

Men når den populære sangkonkurrence bliver sendt den 14. februar i år, bliver værtsduoen til en værtstrio.

Og det er ikke hvem som helst, der skal gøre de to DR-værter selskab.

DR har nemlig trukket lidt af en kanin op af hatten og spurgt den garvede musiker Søren Rasted.

Og den tidligere Aqua-stjerne er rigtig glad for, at DR valgte at prikke netop ham på skulderen.

- For mig er det særligt vigtigt, at musikken er i fokus. I MGP tager man børn og deres musikalske talenter seriøst, og vi hylder børnene, sammenholdet og interessen for musikken. Det er jeg stolt af at være en del af, siger Søren Rasted i en pressemeddelelse fra DR.

Men det er ikke bare Søren Rasted, der er glad for sin nye tjans. Også hans nye makkerpar Sofie Linde og Joakim Ingversen er begejstrede for, at det lykkedes at overtale den rutinerede hitsnedker.

De to Ramasjang og DR Ultra-værter har endda selv lavet sjov med Søren Rasted de seneste dag over Instagram for at få ham med om bord.

- Vi er mega glade for at være en del af MGP-festen igen i år, og begejstringen er for alvor eksploderet, efter Søren Rasted har sagt ja til at lege med os og de 10 MGP-finalister.

- MGP er uden tvivl og uden sammenligning årets højdepunkt, og vi er top spændte på at præsentere årets MGP-finalister, der springer skalaen for, hvad god musik er, siger Sofie Linde og Joakim Ingversen.

Selvom det endnu ikke helt er hverdagskost for Søren Rasted at stå i spidsen for et show, er det ikke første gang den 45-årige popmand står i rollen som vært. Det har han nemlig blandt andet prøvet ved Danish Music Awards i 2010 og ved Danmarksindsamlingen i 2012.

MGP-finalen kan ses live fra Gigantium i Aalborg lørdag den 14. februar klokken 20.00 på DR1.

Newspaq

Dagens Gossip