Dansk popstjerne: Fedt at få gode sang-råd

At skrive tekster kan være et ensomt arbejde. Men ikke for den danske sangerinden Nabiha. Hun har nemlig arbejdet sammen med et helt sangskriverteam om at formulere teksten til sin nye single "Animals".

- Det er fedt at få hjælp til at sætte ord på følelserne, og de ting, man gerne vil have ud igennem teksten. Hvis man altid sidder alene med det, kan man godt sidde lidt fast i det. Så er det fedt, at der er nogle andre, der kommer og byder ind, siger Nabiha.

Den 30-årige dansk-afrikanske sangerinde fra Vesterbro flyver gerne hele vejen til Los Angeles i USA for at arbejde sammen med sit favorit-skriverteam og yndlingsproduceren, den svenskfødte Carl Ryden.

- Carl er super dygtig. Han har ligesom været med til at forme lyden på mit album lige fra starten. Jeg har arbejdet med mange andre spændende producere. Men det var først, da jeg gik i studiet med Carl, at der ligesom skete det, der skulle ske. Vi komplementerer bare hinanden godt, siger Nabiha.

At den prisbelønnede Carl Ryden for nylig trak sine britiske teltpæle op og rykkede til USA, generer heller ikke den danske globetrotter.

- Jeg elsker at rejse. Jeg får en hel masse ud af det inspirationsmæssigt. Det er det med at opleve noget nyt: Nye kulturer, ny mad, nye dufte, nye mennesker. Det får jeg rigtig meget ud af, siger Nabiha.

Videbegærlig og nysgerrig er ord, sangerinden gerne bruger om sig selv. Netop derfor oplever Nabiha det som en stor gave, at gå igennem skriveprocessen på den nye single sammen med et helt team af professionelle sangskrivere.

- Det er fedt at få hjælp af et sangskriverteam. Jeg elsker at suge til mig af alt, hvad de kan lære mig. Jeg vil gerne lære at udtrykke mig på forskellige måder. Der er så mange måder at sige, "jeg elsker dig" på, eller "det gør ondt", siger hun.

Resultatet af Nabiha og teamets anstrengelser kan opleves, når singlen "Animals udkommer i august.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV