Dansk prinsesse: Hellere symfoni end X Factor

Hun suser rundt mellem hjemmet i Berleburg i Tyskland og Amalienborg i København, hvor hun opholder sig, når hun har arbejde i Danmark. Selvom prinsesse Benedikte er fyldt 70 år, så er der stadig opgaver, der skal passes.

Torsdag eftermiddag var prinsessen således i Danmark for at overbringe to unge kunst-talenter den glædelige nyhed, at de er udvalgt til at modtage dronning Ingrids Hæderslegat, som prinsesse Benedikte uddeler sammen med sine to søskende, dronning Magrethe og eks-dronning Anne-Marie.

De to modtagere af legatet og hver 250.000 kroner er den 19-årige balletdanser Sebastian Haynes og cellisten Toke Møldrup. Netop de to kunstformer står prinsessens hjerte nært, og især musikken glædes hun ved.

- Jeg har altid været vældig glad for musik. Min far (Kong Frederik den 9., red.) var meget musikalsk og dirigerede selv og spillede klaver, så vi har altid hørt meget musik i mit barndomshjem, fortæller prinsessen til Ritzau.

Hun husker tydeligt, hvordan musikken var samlingspunkt i de royale gemakker på Amalienborg.

- Det gav en dejlig ro, og det kan måske være, at det er noget af det, de unge mangler i dag. Man kan ikke være generel, for der er visse hjem, hvor der bliver hørt meget musik, men ellers er det måske noget af det, der er gået i glemmebogen.

- I min barndom var man lige startet med fjernsyn, men det varede dog nogle år, før vi fik det på Amalienborg. Derfor gik vi til koncerter, i teatret og vi så de lettere operaer.

- Det er smukt at få musikken ind gennem øret. Man kan drømme sig til hvad som helst, man har lyst til. Og det kan godt være, at de unge i dag mangler det lidt. Jeg ved ikke, om en computer giver lige så smukke lyde fra sig som en cello eller et orkester eller et kammerensemble, siger prinsessen.

At lytte til musik er stadig en af de ting, hun nyder i sin fritid. Til gengæld bliver det ikke til meget tv-kiggeri.

- Det er langt fra altid, at jeg har tid til at se fjernsyn. Det bliver til det, jeg synes, jeg har lyst til at se.

- Man har måske hørt om noget, der er blevet specielt rost, og så prøver man måske at se det i fjernsynet, siger prinsessen og afslører, at verdensmesterskabet i fodbold, der i øjeblikket bliver spillet i Brasilien, godt kan fange hendes interesse.

- Her hjemme (i Danmark, red.) har jeg ofte ret så travlt, så det er yderst sjældent, at jeg ser noget i fjernsynet. Men det kan være noget sportsligt. Jeg har da set lidt af fodbolden, men jeg følger den ikke slavisk, fortæller prinsessen.

Til gengæld er det populære program X Factor ikke noget, prinsesse Benedikte har tændt for.

- Jeg har ikke set det, kun hørt om det. Jeg er ikke helt sikker på, at det lige er min stil, siger prinsessen med et grin.

Dronning Ingrids Hæderslegater bliver overrakt til de to talenter af prinsesse Benedikte, dronning Margrethe og eks-dronning Anne-Marie i Tivoli den 15. september.

Newspaq

 

 

Dagens Gossip