Dansk produktivitet ligger igen stille

Målingerne viser ifølge avisen, at produktiviteten i Danmark i 2011 steg med 0,2 procent, og at den i 2012 ikke rokkede sig en tomme.

Tallene er med til at understrege, at de underliggende problemer med den danske produktivitetsvækst langtfra er løst, siger Peter Birch Sørensen, der er formand for Produktivitetskommissionen, som er nedsat af regeringen.

»Det er en skuffende udvikling. Vi er tilbage i stagnationen,« siger han til Politiken.

OECDs tal har tidligere vist en fremgang på omkring tre procent i den danske produktivitet i 2010. En fremgang, som i den seneste opgørelse tilmed er blevet opjusteret til en produktivitetsvækst på 5,3 procent, men opsvinget var tilsyneladende blot en krampetrækning. Det bekymrer Dansk Industris underdirektør, Kent Damsgaard.

»Får vi ikke gjort noget ved produktivitetsvæksten, bliver konsekvensen i sidste ende, at de danske virksomheder forsvinder. Der er masser af udenlandske konkurrenter, der hver eneste dag bliver dygtigere og mere effektive,« siger han til Politiken.

Også de seneste tal fra Danmarks Statistik tegner et billede af en meget svag produktivitetsudvikling i 2011 og 2012.

Det er ikke mindst inden for råstofindvinding, finanssektoren, det offentlige, landbruget og bygge- og anlægsbranchen, der er sket et fald i produktiviteten fra 2011 til 2012, viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik.

De store brancheforskelle viser ifølge økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at produktivitetstallene skal tages med et gran salt.

»De påvirkes nemlig meget af råstofindvinding og den finansielle sektor,« siger hun og henviser til, at væksten uden de to sektorer ville have været 2,3 procent i 2011 og én procent i 2012.

Hun siger dog samtidig til Politiken, at Danmark i lang tid har haft problemer med at bringe produktivitetsvæksten op på niveau med lande, som vi almindeligvis sammenligner os med, og at det kan gå ud over den danske velstand, hvis dette ikke ændres.

Produktivitetskommissionen afslutter senere i år sit arbejde med at kortlægge de største barrierer for produktiviteten og kommer med anbefalinger, der kan få de danske virksomheder og lønmodtagere til at arbejde mere effektivt.

Kommissionen har allerede peget på en række mulige tiltag, herunder et opgør med minuttyranniet i den offentlige sektor, en ændring af konkurrenceloven, så den flugter med »best practice« i EU, og en begrænsning af mulighederne for konkurrence, kunde- og jobklausuler på arbejdsmarkedet.

Dagens Gossip

Dagens TV