Dansk realkredit får EU's blå stempel

EU-Kommissionens nye krav til, hvor meget banker skal have i kapitalbuffer, ser ud til at være godt nyt for den særlige danske model til boligfinansiering.

De længe ventede nye regler er offentliggjort fredag, og de ser på lige præcis det område, der er relevant for den danske realkredit, ud til at være så godt som uændrede i forhold til det udkast, der allerede i maj fik daværende økonomiminister Margrethe Vestager (R) til at juble.

De nye regler er EU's egen lovgivning for at opfylde de internationale regler fastsat af den såkaldte Baselkomité. Reglerne skal sikre, at banker har rigelig og solid kapital til at modstå nye kriser.

Mario Nava, der er direktør for finansinstitutioner i EU-Kommissionens generaldirektorat, bekræfter, at de danske realkreditobligationer udgør en stor del af de særlige dækkede obligationer, der får en særstilling.

- Baselkomitéen har fastsat regler, der skal passe til alle jurisdiktioner. Men hvad angår dækkede obligationer, har vi et hjørne med karakteristika af høj kvalitet.

- De er blevet inkluderet, fordi vi har historisk bevis for, at de har tilsvarende høj kvalitet som de bedste statsobligationer, siger Nava på et pressemøde i Bruxelles.

Der opsættes en række kategorier, som bankernes kapitalbuffer skal leve op til.

Det betyder, at de af de danske realkreditobligationer, der indgår i serier med en volumen på mindst 500 millioner euro (3,7 milliarder kroner), kommer med i bedste kategori og stort set sidestilles med statsobligationer.

Dermed får danske banker lov til at have op til 70 procent af deres kapitalbuffer bundet i den form for realkreditobligationer.

Det svarer nogenlunde til det, de store danske banker ligger inde med. Dermed burde bankerne ikke have brug for at sælge ud af deres beholdninger for at opfylde de nye krav.

Mange af de øvrige danske realkreditobligationer - dem fra serier med en volumen under 500 millioner euro - lander i kategorien 2A, hvor de sidestilles med statsobligationer udstedt af lande uden for EU. Dem må bankerne have op til 40 procent af i deres kapitalbuffer.

Under de langvarige forhandlinger om de nye regler har der sommetider været lagt op til, at alle realkreditobligationer som standard ville lande i den kategori, som bankerne kun måtte have 40 procent af.

Det ville have betydet, at danske banker skulle sælge ud af deres beholdninger med fare for, at det kunne skade renten og undergrave realkreditten.

/ritzau/

Dagens Gossip