Dansk rigsadvokat: Nej til Scandinavian Star

På trods af lørdagens præsentation af en ny rapport om forløbet op til og undervejs ved Scandinavian Star-branden i 1990, afviser Rigsadvokaten i Danmark at genoptage sagen.

Det bekræfter kommunikationschef Mikkel Thastum over for Ritzau.

- Det er jo nok bedst, hvis der er én myndighed ad gangen, der kigger på den her rapport. Og nu har de taget den op hos politiet i Oslo, siger han.

Scandinavian Star var på vej fra Oslo til Frederikshavn, da der om natten den 7. april 1990 udbrød brand om bord og i alt 159 mennesker omkom.

Rapporten påpeger en række mangler i den officielle efterforskning af episoden, og den konkluderer samtidig, at den danske lastvognschauffør, der hidtil har været antaget at stå bag branden, ikke har kunnet være skyld i samtlige påsatte brande på skibet.

Manden, der tidligere var dømt for brandstiftelse, omkom på skibet under branden.

Derimod peger rapporten på, at brandene kan være startet af besætningsmedlemmer som et led i en større sag om forsikringssvindel, da Scandinavian Star var forsikret for adskillige millioner dollar.

Skibet var netop solgt af det danske rederi Cargo Line til det amerikansk selskab Sea Escape.

Men det overbeviser ikke Mikkel Thastum fra Rigsadvokaten, der kalder det "meget friskt" at flytte ansvaret over på besætningsmedlemmerne.

Han vil dog ikke afvise, at en henvendelse fra Norges rigsadvokat kan betyde en genåbning af sagen herhjemme.

- Det er jo en alvorlig sag, så hvis der er nye oplysninger i posen, vil vi se på det. Men de sidste par gange, vi har kigget på det, har der ikke været noget nyt i posen, siger han til Ritzau.

Den norske rigsadvokat henlagde sidste år begæringen om at genoptage efterforskningen, da der ikke kunne findes grundlag for en genåbning.

/ritzau/

Dagens Gossip