Dansk rockband: Rusmidler er et godt værktøj

Frihed er kodeordet, når det danske electro-rockband, The Minds of 99, laver musik. Musikken må aldrig lyde af "burde", og for at undgå det, spiller euforiserende stoffer en vigtig rolle.

- Den frihed, der er kommet ned på bånd, den kræver kræfter at skabe. Vi render rundt med al mulig dårlig samvittighed, som vi først skal ud af. Det har vi så brugt nogle forskellige midler til, fortæller Louis Clausen, der spiller trommer.

Bandet - som desuden består af forsanger Niels Brandt, Anders Folke Larsen på guitar, Asger Wissing på bas, Mikkel Bech-Hansen og Jacob Bech-Hansen, der står for synthesizere, percussion og programmering - mener, at hash og alkohol har en positiv effekt på musikken.

- Vi bruger stofferne meget bevidst til at opnå at komme væk fra vores hverdag og helt ind i hjernerne på os selv og hinanden. Det er altså ikke bare sanseløs bedøvelse. Det handler om at skabe fokus, forklarer Louis Clausen.

Ifølge The Minds of 99 vidner selve ordet "spiritus" om en sjælelig frihed hos den, som indtager det.

- Det får ligesom ånderne frem. Og når vi så er der, så er vi i sync, og så er det ikke sikkert, vi behøver mere. Men det er et værktøj, vi bruger, siger Niels Brandt.

For Louis Clausen er det vigtigt at pointere, at det med alkoholen og hashen ikke er en ny ting, der først er opstået sammen med bandet. De seks barndomsvenner mødtes og drak bajere lang tid før, idéen til The Minds of 99 opstod.

- Så det er ikke noget, vi er nødt til at gøre for at spille musik. Den frihed, som alle mennesker oplever ved at drikke og holde fest, den investerer vi bare i at skabe musik, forklarer han.

Men der er dog grænser for festen. Når The Minds of 99 går på scenen, er de stimulerende og bevidsthedsudvidende værktøjer ikke med.

- Vi skal jo ud og spille meget, så der skal være en eller anden form for balance. Det er man nødt til at lære tidligt, hvis ikke vi skal brænde vores lys i begge ender, siger Jacob Bach-Hansen og fortsætter:

- Vi tager vores musik og vores publikum alvorligt. Når vi er ude og spille, er det vigtigt for os, at vi først og fremmest stråler i os selv, understreger Louis Clausen

The Minds of 99 er lige nu på sommerturné rundt i Danmark og Europa. På turen kommer det danske band blandt andet kommer forbi Roskilde og Skanderborg Festivalerne.

Newspaq

Dagens Gossip