Dansk Røde Kors-chef: Amerikansk tøven tømmer Syrien for håb

»Krigen kører nu på to et halvt år, og der er ingen udsigt til, at den slutter, så man mærker en meget stor opgivenhed. Det er en anden befolkning end for et år siden. De opfører sig nærmest alle sammen, som om de havde posttraumatisk stress. De er forvirrede og ved ikke, hvad de skal gøre,« siger generalsekretæren.

Han peger på, at situationen i Syrien i den seneste tid har været stærkt præget af, at man har forberedt sig på et militærangreb, der fortsat lader vente på sig.

»Folk har forsøgt at forberede sig ved at købe ind og blive hjemme. Situationen har udviklet sig til først at være ingenting, så en trussel igen og nu er det så atter trukket ud. Folk er blevet trukket igennem en følelsesmæssig rutsjetur, som nu gør, at de fleste siger, at det bare er endnu en del af krigen, som de må leve med,« siger Anders Ladekarl.

Natten til onsdag dansk tid udskød USAs præsident Barack Obama Kongressens afstemning om et militært indgreb i Syrien med den begrundelse, at man vil forfølge en mulighed for at finde en diplomatisk løsning. Den amerikanske regering og dens allierede vil således forsøge at finde fælles fodslag med Rusland om at vedtage en resolution, der kræver, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, overgiver kontrollen med sine kemiske våben.

»Den største frygt er helt klart, at der kommer nogle meget store bombardementer, som også rammer civile, selvom alle siger, at det sker ikke. Men først og fremmest er syrerne generelt usikre på, hvad der sker, eller hvad der ikke sker. Men jeg oplever en optimisme over, at russerne er gået ind i det. Hernede tror man på, at russerne kan komme igennem til styret og sætte gang i fredsforhandlingerne. Men igen, ingen ved det, og ingen tror rigtig på det,« siger Anders Ladekarl.

Syrien er angiveligt gået med til at overlevere landets kemiske våben, men den nøjagtige aftale, om hvordan en overlevering skal finde sted, er ikke på plads.

Dagens Gossip