Dansk salg af høreapparater vokser igen i Tyskland

Skrevet af admin

12/11/2015

Mest læste i dag

Der er fremgang hos den danske producent af høreapparater William Demant, som efter tredje kvartal kan konstatere, at selskabets salg af høreapparater vokser hurtigere end resten af markedet.

- Drevet af Oticons succesfulde Inium Sense platform har koncernens kerneforretning - engrossalg af høreapparater - år til dato genereret tilfredsstillende organisk vækst, der overstiger markedsvæksten, skriver William Demant i regnskabet.

William Demant har haft problemer med svigtende salg på det store tyske marked i første halvdel af året, men udviklingen er vendt i tredje kvartal, konstaterer selskabet i regnskabet, som stort set ikke indeholder konkrete tal.

- Efter at have oplevet en lav, tocifret negativ vækstrate i første halvdel af 2015 har Tyskland oplevet fremgang i anden halvdel af året, lyder det fra William Demant, som også konstaterer fremgang i Storbritannien.

Væksten i Europa var på niveau med den historiske gennemsnitlige vækstrate, lyder det.

- Som forventet er der i andet halvår igen kommet gang i efterspørgslen fra NHS i Storbritannien, hvilket i år til dato har bragt væksten op på det normale niveau, efter at vi så en negativ vækstkurve i første halvår, skriver William Demant.

Til gengæld er væksten taget af i USA i tredje kvartal, efter at der i årets første halvdel var en vækst på ni procent.

- År til dato har stykvæksten på det amerikanske marked dog været positiv og har faktisk oversteget den historiske gennemsnitlige vækstrate, lyder det.

I forbindelse med regnskabet fastholder William Demant forventningerne til hele året. Dermed regner høreapparatproducenten fortsat med et driftsoverskud omkring 1,8-2,0 milliarder kroner for 2015.

/ritzau/